Historien

 

Velkommen til DGK - Den Gamle Købmandsgaard. Vi driver verdens hyggeligste butik og café med fokus på det ypperste i lokale fødevarer og ærøsk kunsthåndværk.

DGK ligger i hjertet af eventyrbyen Ærøskøbing på Ærø; et smukt og velbevaret fristed, hvor folk stadig har tid til at passe på hinanden og deres lokalsamfund.

Det hele startede med en gruppe frivillige, der arbejdede for en mere bæredygtig verden og for at fremme lokale produkter.

I januar 2016 blev succes'en komplet: DGK var på frivillige hænder blevet kørt op i et sådant gear, at den kunne overdrages til private hænder, med ressourcerne til at videreudvikle og sikre de arbejdspladser, der var skabt. Rikke Pelle og Lennart Hansen overtog driften af butikken og caféen, og vil fortsætte med at skabe liv, initiativ og flere arbejdspladser i Ærøskøbing.

For det hele starter lige her: Med at rigtige mennesker af kød og blod sætter sig for at udrette store ting sammen til fordel for deres lokalsamfund, og for at gøre det hele lidt bedre for os alle.

Vores motto er: "Når det går godt for dig, går det godt for mig".

 

 


 

DGK blev i sin tid startet som en reaktion mod et accelererende antal butikslukninger i Ærøskøbing. 

Byen sygnede hen og da den sidste butik på torvet lukkede, var bægeret fuldt: En gruppe ildsjæle besluttede, at nok var nok. De nægtede at sidde med hænderne i skødet og se deres dejlige by lide en langsom kvælningsdød.

 

Man gik sammen i visionen om at genskabe liv og leben i hjertet af Ærøskøbing: Købmandsgaarden blev lejet for en krone om måneden, og der blev et lystigt virvar af malerruller, byggelarm og generel vasken og sjasken. En pensioneret elektriker fiksede de defekte forbindelser, et par af de lokale murere pudsede op, og de mange andre frivillige lagde timevis af hårdt fysisk arbejde i sagen; for dette var en sag, der var værd at kæmpe for.

  


 

Foræringer i form af møbler, butiksinventar og penge begyndte at trille ind, og snart stod stedet klar.

Den Gamle Købmandsgaard var født - Ærø første indendørs butik og landhandel med alt det bedste fra Ærø under ét tag. Den hyggelige butik med den fantastiske energi blev hurtigt populær blandt øboerne på Ærø, og inden længe havde DGK slået sin position fast som socialt mødested og et godt sted at hænge ud. Minsandten om det ikke også i sidste ende er gået hen og blevet lidt af en turistattraktion. 

  

 

 

 

 

 

Alle kommer for at opleve den stærke, gode energi på DGK - alle ønsker ved selvsyn at konstatere, at det er muligt at få gode ting til at ske, når man står sammen i overbevisningen om, at man kan gøre en forskel.

FOR: NÅR DET GÅR GODT FOR DIG, GÅR DET GODT FOR MIG